www.fotopilot.dk
Fotopilot Bestyrelsen Konkurrencer Bliv medlem Kalender/info Gallerier

Nødskærmpakkekursus den 14. februar 2010

Kursus i at pakke nødskærm

Søndag, den 14. februar kl. 10 indfandt 12 forventningsfulde FotoPiloter sig sammen med deres respektive seletøj og nødskærme i Parkskolens A- og B-sal i Taastrup.

Den nordiske akromester Dennis Wothers Sørensen havde sat os i stævne til 7 timers særdeles kyndig og grundig instruktion i at pakke nødskærm. Undervejs blev instruktionen krydret af alskens gode og nyttige råd samt vejledning i bl.a. kast og montering af nødskærm, afprøvning af seletøj m.m.

Vi stiftede bekendtskab med udtryk som ”dødslinen” og ”tissekonen”- vigtige udtryk i forbindelse med pakning af nødskærm efter Dennis´ nemme metode.

Pernille Berthelsen, Dennis´ forlovede, assisterede os tålmodigt hele dagen. Der var kaffe på kanden og en god snak i pauserne. Pernille har pakket nødskærm med Dennis et utal af gange i forbindelse med hans udøvelse af akro.
 
Hangglider- og paraglider-piloter var repræsenteret. Erfarne og nybegyndere. Kurset var en rigtig god lejlighed til at møde sine klubkammerater i FotoPilot, udveksle erfaringer og få andres vurdering af seletøj før evt. køb, snakke udstyr, tjekke vingerør og se nødskærmene grundigt efter i sømmene.

Efter knap 7½ time var alle medbragte nødskærme blevet udløst, foldet ud, efterset og pakket omhyggeligt sammen igen efter Dennis´ metode.

Det var en meget udbytterig søndag, som vi håber at gentage. Vi kan varmt anbefale alle at slutte op omkring lignende arrangementer.